Vi kan spejle os i hinandens vinduer, hvor karme samtidig kan være udstilling af, hvem vi egentlig er. Foto: Thorbjørn Hansen, Kontraframe

Se ind – se ud

Den tætte by giver indsyn til livet og udblik til udsigten. Men ser vi overhovedet hinanden gennem vinduerne. Eller spejler vi os selv - når vi nu alligevel går forbi i tusmørket.

Vinduer er egentlig et relativt nymodens fænomen. Det er først omkring renæssancen, at teknologien og pengene er der til at producere vinduer af gennemsigtigt glas, og man får vinduer, der kan åbnes. Det betyder, at vinduerne bliver noget, man kan se ud ad - og ind af. Og det er vi aldrig siden holdt op med.

I midten af 1800-tallet, da teknikken til at fremstille større glasflader var tilpas veludviklet, kom de store butiksruder til, og vi fik en ny måde at bruge vinduer på - nemlig til at se ind ad. Tidligere havde butikker haft almindelige vinduer og ligget enten i en høj stue eller i en kælder. Nu kom de første butikker i stueplan med store (udstillings)vinduer. Samtidig kom der ny teknologi, gas-lys og siden elektrisk lys, der gav alle muligheden for at stå i mørket og se ind på familiens liv. Ligesom gaslyset i 1800-tallet skabte en kultur af flanører, eller dandy’er, der velklædte slentrede gennem gaderne for at blive set i det nye lys - udviklede der sig tilsvarende en kultur for at kigge ind igennem de oplyste butiksvinduer eller ind i genboens oplyste lejlighed.

Walter Benjamin brugte flanørerne til at beskrive moderniteten i storbyen i sit værk om «passager», de arkader, der gik gennem forretningskvarterene mellem Paris' boulevarder, hvor de store oplyste vinduer skildrer både den første moderne storby og varefetichismen, der “objektiviserer” indbyggerne. Peter Faber beskriver det præcist i julesangen Sikken voldsom trængsel: “se butikken, hvor den stråler smukt! Varer kan man få i tusindvis, tænk dem bare: under indkøbspris.” Det er måske her, i den moderne by, vi finder en del af forklaringen på, hvorfor vi ignorerer dem, der kigger ind - og selv tillader os at falde for fristelsen til at kigge ind på “objekterne” bag vinduerne.

Antropolog Bettina Hauge har forsket i danskernes forhold til vinduer og bekræfter til fulde, at vi godt kan lide at se ind hos hinanden, men ikke selv kan lide tanken om at blive beluret. Vinduet betragtes som en grænse mellem ude og hjemme, og “dem derude” må ikke overtræde den.

Men en ting er tanken, noget andet er adfærd. Når man går gennem de nybyggede kvarterer i mange byer og ser ind gennem de store vinduer kan man konstatere, at mange ikke er bekymrede for “udstillingen”. Det bunder måske i det, der også er kendt som “hollandske vinduer”; traditionelle store vinduer, gerne lave, uden gardiner. De gode calvinistiske hollændere havde nemlig intet at skjule for Gud og dermed heller ikke for andre medlemmer af deres menighed. Centralt i calvinismen og protestantismen er begrebet “adiafora”, der betegner alle de regler, der ikke er beskrevet i Biblen, men som man som protestant diskuterer, hvordan man overholder. For en sund sjæl i et sundt legeme kunne jo være den lige vej til frelsen. Eller et rent sind i et rent hjem! Om calvinisterne brød sig om at blive begloet, melder historien ikke noget om.


Et lille kig måske
I det nyere antropologiske studie spiller vindueskarmen en helt central rolle for beboernes forhold til vinduerne. Vindues­karme repræsenterer en overført form for grænse mellem det offentlige og det private. Når det skal være rigtig privat, trækker vi gardiner for - bag ved vindueskarmen. Gardiner og afskærmning har udviklet sig i takt med vinduernes (og husholdningsøkonomiens) størrelse siden 1600-tallet. Der har gennem tiderne været alt fra de store kraftigt draperede gardiner, lette sommergardiner eller tunge og praktiske vintergardiner. Sammen med vindueskarmen dannede de rummet omkring det private og dekorative indenfor - og det afvisende udtryk mod vinduet og vindueskarmen.

Indtil omkring årtusindskiftet har vi ikke gerne tilladt nogen at kigge længere ind i vores hjem end til vindueskarmen, som vi så til gengæld bruger som visitkort, med udstilling af alt fra potteplanter til porcelænsfigurer.


Ekspanderende vinduesflader
Siden årtusindeskiftet er vinduerne bare blevet større og større, så de nu ofte, typisk i tæt byggeri i de store byer, udgør hele facaden. Samtidig er vores holdning til indsyn under forandring. Nysgerrigheden efter at se, hvordan andre mennesker lever og indretter sig, er ofte til stede. En aftentur med hunden efter mørkets frembrud byder på utilsigtede kig ind i villakvarterets private sfære.

Selv det mest velopdragne og høflige menneske kan falde for fristelsen og kan ikke lade være med at lade øjnene falde på genboens vinduer. Men betyder det noget?


Jeg har ikke noget at skjule
Et ofte brugt argument for at tillade et uendeligt antal kameraer i det offentlige rum er, at man “ikke har noget at skjule”. Med andre ord en forklaring, der er dybt fæstnet i vores protestantiske kultur. Det lader også til at være argumentet fra de mennesker, der vælger at bo i glashuse, hvor genboerne er meget tæt på, uden gardiner. Tanken bag de åbne facader er at opfordre til åbenhed og samvær og at skabe sammenhæng mellem ude og inde.

Antropolog Marie Stender har skrevet PhD-afhandling om at bo og arbejde bag glas. Hendes feltarbejde har bl.a været i bebyggelser som Schifters Kvarter på Holmen, Jutlandia Hus i Havnestad og Indiakaj-husene i Søndre Frihavn. En af de ting, hun fandt ud af, er, at beboerne skaber nye mentale ligusterhække som erstatning for gardinerne. Beboerne forklarer, at man godt må kigge ind, men ikke på menneskene derinde og kun i et kort øjeblik. Beboerne vinker til dem, der formaster sig til at stirre for længe. Arkitekterne bag glashusene havde forestillet sig, at folk ville være mere tilbøjelige til at opholde sig udenfor i områderne mellem husene, når nu der kom så stor gennemsigtighed, men det modsatte har været tilfældet. En beboer fortalte, at hun havde lagt sig ud på græsset en dag, men kun den ene gang: “Jeg følte mig overbegloet, selvom jeg godt vidste, at der ikke var nogen hjemme”, forklarede hun.


Åbenhedens dogmatik
Marie Stender har skabt begrebet “Åbenhedens Dogmatik”. Hun forklarer: “Åbenhedens dogmatik rummer (...) et moralsk aspekt. Beboerne fortæller, at når nu arkitekturen er så åben, så ville det være synd og skam at skærme sig af med gardiner. Og gør man det, er det nok fordi, man har noget at skjule.” Vi er med andre ord tilbage til calvinisternes og protestanternes grundlæggende erfaring.

Der er dog grænser for åbenheden, for indsigten begrænser sig til stuer og køkken/alrum. Der er ikke fri indsigt til sove­værelser endsige badeværelser. Og selvom man skulle tro, at de åbne rum giver plads til større frisind, så risikerer man altså at krænke genboens blufærdighed, hvis man har sex lige der på chaiselongen foran vinduet. I realiteten er der et helt katalog af uskrevne regler om, hvad vi må og ikke må på begge sider af glasset.


En ny slags vindueskarm
Fordi vinduerne ofte går fra gulv til loft, er der ikke en vindues­karm, hvor man kan stille ting, der tjener til identifikation over for omverdenen. Derfor må hele indretningen i spil, plakaterne, lamperne og de grønne planter - mængden af rod eller orden. Blomsterhandlere med fokus på potteplanter skyder op overalt - store grønne planter udgør ofte de nye gardiner, og 60ernes grønne palmer genindtager boligerne sammen med “vintage teak” fra storhedstiden i dansk møbeldesign.

Samtidig har vi fået en helt anden type vinduer ind i hinandens privatliv, nemlig til de mere eller mindre iscenesatte virkeligheder, vi præsenterer venner og andre nysgerrige for via sociale medier. Især Instagram er en overflod af lækker indretning. Og det er ikke kun os, vennerne, der kigger ind hos hinanden. Virksomheder og stater har med computerskærmene fået vinduer ind til vores liv, som vi besynderligt nok bekymrer os mindre over end de vinduer, der skal pudses.


Privatliv bliver måske det nye sort?
I en podcast om byens ånd, som Dansk Arkitektur Center udgiver, taler digteren Søren Ulrik Thomsen om vinduer. Han siger bl.a., at det er ubegribeligt for ham, at folk vil bo med de store uafdækkede vinduesflader. “Når jeg kommer hjem, vil jeg lukke mig inde; mit hjem er mit skjulested”, siger han.

Måske er det igen en digter, der fornemmer tendenserne først og ser tingene klarest, og måske vi vil igen se nybyggeri med fokus på privatlivets fred, store fede gardiner og vinduer, der er beregnet til at lukke lyset ind og til at iagttage verden fra.

Andre nyheder

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Nødvendig for at afspille YouTube videoer