Vores investor kommer fra lokalområdet og har fingeren på pulsen, så vi er ikke i tvivl om, at det er det rigtige projekt til Esbønderup Sygehus. Jeg glæder mig til at følge forvandlingen fra sygehus til moderne landskabelige boliger.

Salgschef i Freja ejendomme Per Kondrup

Freja sælger Esbønderup Sygehus

Freja ejendomme har solgt Esbønderup Sygehus til en lokal investor, der vil skabe boliger med landskabelig udsigt i de gamle sygehusbygninger.

Esbønderup Sygehus stammer oprindeligt fra 1700-tallet, hvor det var et stråtækt bindingsværkshus med 12 senge. I midten af 1800-tallet blev det revet ned og erstattet af et nyt sygehus tegnet af arkitekten Vilhelm Holck. Siden er Esbønderup blevet udvidet i flere omgange i takt med opbygningen af det danske sygehusvæsen. Den største udvidelse skete i 1970’erne, hvor der blev bygget et moderne afsnit i beton for at give plads til flere patienter.

Det er i denne moderne afdeling, de første boliger vil se dagens lys. Meningen er nemlig at omdanne sygehuset i flere etaper i takt med, at der kommer nye beboere til det smukke område i Nordsjælland. Boligerne bygges i den eksisterende sygehusstruktur, så de oprindelige rammer udnyttes fuldt ud.

- Investoren vil udnytte sygehusets indretning til at skabe 120-150 boliger i det gamle sygehus. Lejlighederne vil spænde fra 30-150 kvadratmeter med en overvægt på lejligheder i størrelsen 60-80 m2, siger salgschef i Freja ejendomme Per Kondrup.

Investoren har store planer for det nye boligområde, der skal give plads til både familier, fraskilte med børn, enlige og folk fra lokalområdet, der gerne vil bo i en nyrenoveret bolig og samtidig nyde den smukke natur. Mens der bygges i den moderne bygning, kan de andre bygninger udnyttes midlertidigt til udadvendte aktiviteter som vandrehjem, kursusvirksomhed og kontorfælleskab.

-Vores investor kommer fra lokalområdet og har fingeren på pulsen, så vi er ikke i tvivl om, at det er det rigtige projekt til Esbønderup Sygehus. Jeg glæder mig til at følge forvandlingen fra sygehus til moderne landskabelige boliger, slutter Per Kondrup.

Salget af Esbønderup Sygehus er betinget af vedtagelse af en ny lokalplan. Lokalplanen forventes vedtaget i slutningen af 2019.

 

Andre nyheder

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside.

Acceptér Cookies
Læs mere om cookies
Læs mere om vores persondata