Selvom man begyndte at bygge højt og tæt skete det med traditionelle danske håndværkstraditioner. Foto af Jægersborggade, Oluf W. Jørgensen

Byens bevægelse

Spørgsmål om, hvor tæt eller hvor spredt vi kan bo for at fungere har, med skiftende idealer, været aktuelle siden industrialiseringen satte ind i 1850´erne. I dag presser emnet sig på i en ny udgave, med byernes voksende indbyggertal. Læs her om erfaringerne gennem 150 års eksperimenter med at skaffe plads.

1850’erne: Den tætte by koster menneskeliv
Næsten 5000 mennesker døde i løbet af få måneder, da koleraen hærgede bag voldene i det tætte gamle København. I mange andre af datidens større byer var situationen ikke meget anderledes. Presset på byerne var begyndt at tage til, da mennesker i hobetal søgte mod arbejde ved havne, jernbaner og fabrikker under den tidlige industrialisering af samfundet. Husene lå ufatteligt tæt, kloakkerne løb langs render gennem gaderne, og drikkevandet var ofte inficeret.

Det var tydeligt, at sygdomme ramte hårdest i byens allerdårligste kvarterer. I Danmark blev den voldsomme koleraepidemi i 1853 direkte årsag til, at læger skubbede til nye forsøg med boliger med lys og luft. Lægeforeningen gik forrest, da landets første forsøg med sunde boliger til folket blev søsat – i øvrigt med hjælp fra en af de mest anerkendte arkitekter Gottlieb Bindesbøll.

Brumleby på Østerbro inspirerede til flere lave og tætte byggeforeningshuse i mange årtier fremefter. Og det gør de igen i dag, når der bliver lavet helhedsplaner, hvor lav og tæt bebyggelse indgår.


1880’erne: Mennesker pakkes bag pæne facader
I europæiske og amerikanske storbyer blev der rejst stålkonstruktioner, der markerede det tekniske fremskridt i byerne i hidtil usete højder. I Danmark var blikket rettet bagud og ned i den danske muld, og der blev især brugt tegl, træ og håndværkstraditioner, da mange hundredetusinde mennesker skulle have tag over hovedet i løbet af få årtier. Der blev bygget tæt men ikke højt som i for eksempel Chicago. Der kom blandt andet lovgivning om højden på etageejendomme, som skulle svare til bredden på vejen.

De fleste boliger til den nye arbejderklasse blev bygget i karréer som ren spekulation. Mod gaden var der afstand, som loven krævede det, men de nye karréer havde plads på gårdsiden, og her blev hullerne fyldt ud med sidehuse og baghuse. Husene var pakket til bristepunktet. Først i 1889 blev der vedtaget en lov om, at beboelsesrum skulle have mindst et vindue. Det var ikke et særsyn med en hel familie i en bolig på 20 m2. Transportmulighederne var begrænsede, og for arbejderne var det ikke uden betydning at bo tæt på arbejdspladserne.


1910’erne: Småbyer breder sig ud i landet
Langs jernbanenettet voksede et stort antal byer op uden for de større byer. De nye stationsbyer lignede hverken landsbyerne eller købstæderne – eller hinanden for den sags skyld. De voksede sammen i tilfældige strukturer i tilfældige stilarter med inspiration fra alle mulige europæiske byggestile. I dag prøver man flere steder på at få aktiveret de områder på ny ved at gøre områderne tættere.

I 1915 mødtes 400 arkitekter og håndværksmestre i den nystiftede forening Bedre Byggeskik for at få sat skik på de mange nye enfamiliehuse, der skød op. Målet var funk­tionel­le boliger med afsæt i dansk tradition og enkel symmetri. Metoden var tegnehjælp og uddannelse. Resultatet blev blandt andet tusindvis af enfamiliehuse, som i dag er i høj kurs som ”murermestervillaer” hos ejendomsmæglerne. Knapt så populære var de blandt en ny generation af arkitekter, der i 1920’erne startede det arbejde, mange anser som det vigtigste i dansk arkitekturhistorie.


1930’erne: Lys og omgivelser til mennesket
Der hænger sikkert en PH lampe i en del murermestervillaer nu. Det er skæbnens ironi, for arkitekt og forfatter Poul Henningsen var nådesløs i sin kritik af Bedre Byggeskik, som han kaldte for ”akademisk Arkitekturs Nulpunkt.” Lige meget hvad der blev bygget, eller hvor der blev bygget, var form­sproget det samme.

Økonomien var skudt i sænk efter en verdenskrig og et børskrak. Fattigdommen steg, og Europa var spændt helt ud mellem nationalsocialistisk orden og demokratisk frisind. I 1933 var hver tredje dansker ramt af arbejdsløshed. Ved hjælp af massiv statslig finansiering og sociale reformer blev det nybyggeriet, der skulle trække landet gennem krisen. Alene i de første to år blev der bygget 25.000 nye boliger, mens skoler, rådhuse og andre offentlige institutioner fulgte efter.

Den nye generation af danske arkitekter var allerede i 1920´erne begyndt at involvere sig dybt i at udvikle boliger ud fra et helt nyt organisk syn på arkitekturens indvirkning på mennesket. Punkthuse og randbebyggelser i 4-6 etager erstattede karréerne med de fyldte baggårde. Alle fik lige adgang til lys. Grundplaner blev gransket minutiøst og udnyttet til det yderste. Bygninger blev formet efter solens bevægelse, og som noget ganske særligt lukkede vinduespartier og altaner lyset og luften helt ind i boligen. Detaljeringen var enorm.

Boligbyggeriet blev for det meste opført med orientering efter grønne anlæg eller naturskøn udsigt. Det var en stor kontrast til livet i de mørke dele af byen, hvor naturen var noget, man gik hen til i parker og anlæg. Bilerne holdt langsomt men sikkert deres indtog, togtransporten blev udbygget, og stadig flere kunne bosætte sig længere væk fra arbejdspladserne.


1950’erne: De store planers tid
Der var mangel på alt efter 2. Verdenskrig: boliger, fødevarer, skoler, sygehuse, benzin og byggematerialer. Med Marshall-hjælpen startede genopbygningen af et samfund, der skulle sikre vækst, demokrati og social trivsel for alle.
I Danmark var bolignøden kritisk stor, og med mangel på byggematerialer kunne det traditionelle håndværk ikke løfte opgaven. Under titlen ”Fremtidens Danmark” satte Socialdemokratiet gang i et program, der blandt andet skulle stimulere byggeriet med et mål om 25.000 nye boliger om året. Der blev oprettet et boligministerium, og utraditionelt byggeri fik fortrinsret til billige statslån.

Det blev starten på de store bebyggelsesplaner, der især blev bygget i omegnen af og i forstæder til byerne. Traditionen fra 1930’erne blev ganske vist holdt i hævd, men præfabrikeret beton holdt også sit indtog. Der var stordriftsfordele og mulighed for at bygge markant større enheder i rationel tænkning fra ende til anden. Alle hverdagens behov var tænkt ind i storskala planer, der som velsmurte maskiner kunne gøre livet enkelt med gavmild adgang til lys, luft og moderne bekvemmeligheder. I de følgende årtier blev der bygget store lave grønne boligområder som Tingbjerg, der tog afsæt i de engelske havebyer, og der blev bygget storstilede planer som Høje Gladsaxe, Gellerupplanen og Brøndby Strand, der umiskendeligt lignede modernistiske idealbyer, arkitekter som Le Corbusier udviklede i 1920’erne.

I dag er det blevet klart, at den store ensartethed i boligmassen blev på bekostning af et trygt og levende boligmiljø. Men møder man et menneske, der endnu husker, hvordan det var at flytte fra en mørk baggård med lokum i gården, forstår man, hvor stor en gave de nye boligområder var for tilflytterne. 

Forstæderne voksede eksplosivt, og også typehusene bredte sig langt og fladt i landskabet. Omkring hovedstaden var det dog Fingerplanen, der sikrede, at udviklingen primært skete langs S-togets linjer.


1970´erne: Afstand bekæmpes med tæthed
Samfundet udviklede sig, og kritikken af storskala projekterne steg. Byggeriet var for stort og for monotont, nærmiljøerne mellem bygningerne fungerede ikke. Behovet for at finde alternativer til de store etagehuse voksede, og nye eksperimenter blev sat i gang.

I de efterfølgende år opstod tætte og lave kvarterer mange steder i landet. Det var værdier som medbestemmelse, overskuelige fællesskaber og nærhed, der styrede planlægningen. Især i forstaden Albertslund blev der eksperimenteret med tæt lavt byggeri med stisystemer, fællesarealer og infrastruktur til især de bløde trafikanter.

Disse planer er også siden blevet overhalet af nye udfordringer og behov. De var tænkt som overskuelige byer i byen, men flere steder, som for eksempel i Farum Midtpunkt, arbejder man i dag på at få områderne åbnet mod omgivelserne for at skabe mere dynamik og udveksling.


2000: Byliv bliver en vækstmotor 
Gennem 1980’erne og 1990’erne flyttede industrien fra de store byer og frigjorde store områder, der lå øde og overladt til noget, ingen endnu helt kunne se mulighederne i. Økonomisk krise havde sendt blandt andet København ned på bunden som en fattig og slidt by. Der var stærkt brug for en ny dynamo.

I København blev grundsalg og metrobyggeri afgørende, men flere strømninger var med til at forandre flere af landets større byer. Begreber som ”byliv”, ”kulturelle fyrtårne” og ”den kreative klasse” blev efterstræbt både her og i udlandet. Byerne konkurrerede om at blive attraktive for virksomheder og mennesker, der kunne bidrage til en sund økonomi og et bymiljø, der matchede det internationale samfund. 

Måske var det et held, at nogle af landets første byggerier i et forladt havneområde stod som kæmpe tavse kasser uden spor af liv rundt om. Det blev i hvert fald hurtigt tydeligt for rigtig mange, hvordan byerne ikke skulle udvikle sig. Arkitekturens indflydelse på mennesket blev synligt for de fleste, og livet mellem husene blev herhjemme både socialt, kulturelt og økonomisk en dynamo for nye indsatser.

En ny generation af arkitekter gik pragmatisk til værks og udviklede utraditionelle svar på, hvordan bygninger og anlæg kunne fungere som dynamoer for liv. I løbet af bare 10 år ændrede vores måder at opholde os i byen på. Selv arbejdslivet udfolder sig i dag mange steder i det offentlige rum, hvor laptops, mobiler og møder ikke længere kun er bundet til en fast kontorbygning.


2005: Den tætte by skal løse klimakrise
Det er blevet en gigantisk opgave at udvikle planer for de mange byområder i alle landets større byer, som stadig i dag er ved at blive formet. For hvordan får man autentisk liv i en ny by uden historie? I projekt efter projekt er erfaringerne fra tidligere blevet brugt til at udvikle og forbedre nye formler på dynamiske og bæredygtige byområder.

I dag er det svært at finde fagfolk, der ville tale for en planlægning, der spreder sig fladt ud over større dele af vores landskaber. Samtidig ser den tætte by nu ud til at indeholde de stærkeste bud på, hvordan vi kan bygge bæredygtigt og løse en del af klimaproblematikken gennem de mange kollektive løsninger på forsyning, transport, håndtering af affald og genbrug, der følger med. Byrum designes til at håndtere store vandmængder, mens natur og mikroklima ikke længere kun er noget, man tænker på landet.

Opgaven kan endda meget vel kun lige være begyndt, for over hele verden flytter mennesker i millionvis til byerne. I København viser en prognose, at byen vil vokse med 100.000 mennesker inden 2030 og yderligere 100.000 inden 2050. Tendensen er den samme i alle landets andre større byer.  For at skaffe plads betyder det rent praktisk, at vi enten kan æde af landskaberne omkring os eller bygge tættere inden for byernes grænser. Det er næppe realistisk, at mennesker selv begynder at pakke sig sammen som i 1880´erne, i hvert fald ikke så vidt vi kan forestille os nu.

Andre nyheder

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.
Nødvendig for at afspille Vimeo videoer
Nødvendig for at afspille YouTube videoer