Vi håber på, at tegnestuerne kan komme med nogle nye idéer, som ikke har været på bordet før. Haderslev Sygehus ligger jo utroligt naturskønt og ikke langt fra grænsen, så ejendommen vil være interessant for både danske og udenlandske investorer.

Carsten Rasmussen, udviklingsdirektør i Freja ejendomme

Tre unge tegnestuer skal komme med idéer til Haderslev Sygehus

Freja ejendomme har hyret tegnestuerne Polyform, We architecture og Transform til at komme med idéer til, hvad Haderslev Sygehus skal bruges til i fremtiden.

”Vi har tidligere haft Tegnestuen Mejeriet til at foretage en anvendelsesanalyse af bygningerne på Haderslev Sygehus. Nu går vi skridtet videre og beder tre tegnestuer om at udarbejde et idékatalog fyldt med idéer til, hvordan vi kan udnytte bygningerne i fremtiden og tiltrække investorer til projektet”, siger udviklingsdirektør i Freja ejendomme Carsten Rasmussen.

De tre tegnestuer har alle kompetencer, som er relevante i forbindelse med udviklingen af Haderslev Sygehus. Polyform har beskæftiget sig med nytænkning af gamle industrielle komplekser, We architecture har arbejdet med sundhed og hospitalsdrift, mens Transform har skabt et nyt kulturelt center i et gammelt pakhusområde ved Porsgrund i Norge.

”Vi håber på, at tegnestuerne kan komme med nogle nye idéer, som ikke har været på bordet før. Haderslev Sygehus ligger jo utroligt naturskønt og ikke langt fra grænsen, så ejendommen vil være interessant for både danske og udenlandske investorer. Jeg kunne godt forestille mig, at vi ender med en blanding af flere funktioner, så vi får både boliger, erhverv og rekreative funktioner på ejendommen. Vi er åbne for, at udviklingen kommer til at foregå over flere etaper”, siger Carsten Rasmussen.

Udviklingen af den store ejendom i delområder og etaper vil tage hensyn til psykiatrien, som lige nu lejer sig ind i en del af sygehuset.

Andre nyheder