Sygehuset er en fortælling om byggeri i det 20. århundrede. I dag ville man slet ikke få lov til at bygge på sådan et sted. Vi skal udnytte stedets potentialer.

Marc Jay, We Architecture

Nye tanker om det gamle sygehus

Vi skal turde tænke nyt og se fremad lød det på torsdagens borgermøde, hvor godt 60 mennesker var mødt op for at diskutere sygehusets fremtid.

Haderslev Sygehus fylder meget i Haderslev – både fysisk og psykisk. Mange i byen har været indlagt på sygehuset, har arbejdet der eller haft venner og familie, som arbejdede på sygehuset. Men nu er sygehuset lukket, og vi skal tænke fremad. Sådan lød det fra både kommunaldirektør Willy Feddersen og Frode Munksgaard på torsdagens borgermøde, der fandt sted i sygehusets gamle kantine.

I stedet for at ærgre sig over, at hospitalet er lukket, er det tid til at tænke fremad og finde på nye aktiviteter, der kan foregå i det gamle sygehus. Og det kan lade sig gøre at finde en ny fortælling, fortalte direktør i Freja ejendomme Karen Mosbech:

”Da Statsfængslet i Horsens lukkede, ønskede folk det revet ned, fordi de betragtede det som en skamplet for byen. I dag er fængslet en stor attraktion for Horsens, hvor ejendomsmæglere ligefrem reklamerer med det, når et hus ligger tæt på fængslet. Det samme kan ske på sygehuset. Man kan ikke forestille sig det nu. Det kommer til at tage tid, men det kan lade sig gøre. ”

Flere af deltagerne på borgermødet talte for at rive sygehuset ned, men det er absolut sidste udvej, slog Karen Mosbech fast. Sygehuset ligger et unikt og naturskønt sted, og denne beliggenhed skal udnyttes til at skabe et nyt samlingspunkt for Haderslev.

Samme budskab lød fra Marc Jay fra tegnestuen We Architecture, der har været med til at lave et idékatalog for sygehuset.

”Sygehuset er en fortælling om byggeri i det 20. århundrede. I dag ville man slet ikke få lov til at bygge på sådan et sted. Vi skal udnytte stedets potentialer. ”

Andre nyheder