Vi har store forventninger til det kommende samarbejde. Samarbejdet med Freja og de folk, Freja har allieret sig med, er kommet godt fra start, og den lokale inddragelse og opbakning er vigtig.

Borgmester i Haderslev Kommune, H.P. Geil

Nu går udviklingen af Haderslev Sygehus for alvor i gang

Sidste efterår overtog Freja ejendomme Haderslev Sygehus, der stadig var i funktion. Til nytår bliver sygehuset helt tømt.

Siden Freja ejendomme overtog sygehuset, har vi arbejdet på at udvikle en række scenarier for, hvordan den store ejendom kan få nyt liv til glæde for Haderslev. I sidste uge præsenterede Freja ejendomme scenarierne for Haderslev Kommunes Økonomiudvalg, Udvalget for Plan og Miljø samt andre byrådsmedlemmer og administrative medarbejdere fra kommunen i et fællesmøde.

Her fortalte udviklingsdirektør i Freja ejendomme, Carsten Rasmussen, om den viden og erfaring, som de skal trække på i samarbejdet med kommunen. Borgmester i Haderslev Kommune, H.P. Geil, er glad for, at Freja ejendomme tager udfordringen op:

”Vi har store forventninger til det kommende samarbejde. Samarbejdet med Freja og de folk, Freja har allieret sig med, er kommet godt fra start, og den lokale inddragelse og opbakning er vigtig. Det er en stor og for os meget vigtig indsats, at sygehusområdet også fremover har betydning, synlighed og aktivitet for Haderslev Kommune – ja gerne for et meget større område. Området har en enestående placering, både i forhold til natur og by, men i allerhøjeste grad også til det store område, som den sønderjyske motorvej er porten til”.

Blandt de konkrete scenarier er blandt andet et forslag om at omdanne sygehuset til et hotel for VIP’s. Ejendommen vil nemlig være meget velegnet til konferencer etc. for statsledere, fordi sygehuset har meget gode sikkerhedsforanstaltninger og ligger tæt på grænsen.

De forskellige forslag skal nu bearbejdes og vurderes nærmere, og både lokalområdet, myndigheder, interessenter og samarbejdspartnere bliver inddraget i en tæt og åben proces.

Fakta

• Freja ejendomme A/S overtog formelt Haderslev Sygehus i 2013.

• Sygehusaktiviteterne ophører i den kommende tid. I løbet af efteråret 2014 flyttes de sidste somatiske aktiviteter til sygehusbygningerne i Aabenraa og Sønderborg, og i løbet af sommeren 2015 flyttes de psykiatriske sengeafsnit til nybyggeriet i Aabenraa.

• Den lokalpsykiatriske del er planlagt til at flytte i løbet af 2017 for at indgå i et kommende sundhedscenter i Haderslev by.

Andre nyheder