Normalt arbejder hver ejendomsmægler for sig selv og holder kortene tæt ind til kroppen. Her opfordrer vi mæglerne til at dele deres erfaringer, så vi i fællesskab kan få solgt nogle flere byggeretter

Jes Rovsing, salgsdirektør i Freja ejendomme

Konkurrenter går sammen om at sælge Cortex Park i Odense

Til hverdag er de konkurrenter, men når det gælder Cortex Park, så står erhvervsmæglerne i Odense sammen. I en banebrydende aftale med Freja ejendomme og City og Center Property har 4 odensemæglere sagt ja til at sælge og markedsføre byggeretter i Cortex Park. Det drejer sig om Home Erhverv Fyn, Nybolig Erhverv, Restato og EDC Erhverv Poul Erik Bech. City og Center Property står for koordinering af opgaven på vegne af Freja ejendomme.

”Ved at invitere og involvere flere mæglere med i salget får vi etableret et unikt fagligt miljø omkring salgsarbejdet, så vi får adgang til flere kunder og mere viden om markedet. Normalt arbejder hver ejendomsmægler for sig selv og holder kortene tæt ind til kroppen. Her opfordrer vi mæglerne til at dele deres erfaringer, så vi i fællesskab kan få solgt nogle flere byggeretter”, siger salgsdirektør i Freja ejendomme Jes Rovsing.

Aftalen med erhvervsmæglerene i Odense er unik i dansk forstand. Det er meget sjældent, at mæglere arbejder sammen om at sælge den samme ejendom. Det er kun i udlejningssituationer, at flere mæglere kan finde sammen om en fælles sag.

”I Freja ejendomme er vi meget glade for, at det er lykkedes at få denne aftale op at stå. Vi forventer os meget af den, og ser frem til at få samarbejdet fuldt implementeret. Det bliver spændende at se, om aftalen baner vejen for nye måder at sælge vores ejendomme på”, slutter Jes Rovsing.

 

Andre nyheder