Freja sælger en af landets ældste skoler

Freja har solgt Prins Carls Skole i Store Torøje ved Faxe. Skolen blev bygget i 1700-tallet til landsbyens fattige børn, som ikke havde adgang til skolegang. Nu kommer skolen på private hænder.

Freja udbød Prins Carls Skole til salg i august sidste år. Siden da har der været løbende interesse for at omdanne den lille landsbyskole til blandt andet et mikrobryggeri, showroom, foreningsaktivitet og museum. Til sidst endte det dog med, at ejendommen blev solgt til fritidsbolig.

-Der har desværre ikke været den fornødne interesse for at forsætte museumsdriften. Men jeg er glad for, at vi har fundet en køber, som vil tage sig godt af ejendommen, siger erhvervsmægler i Freja Lars Hansen.

Prinseskolen har gennem mange år fungeret som et uformelt museum, hvor de lokale har fungeret som guider. Ja, de har sågar passet på ejendommens to store smedejernsnøgler, så de ikke gik tabt. Det lokale engagement har været guld værd for Freja.

-Vi har haft et helt igennem fantastisk samarbejde med de lokale - især Finn Thorshøj, som har vist interesserede købere rundt på ejendommen i flere omgange. Det har betydet meget for os, siger Lars Hansen

Den gamle landsbyskole er et af de mere kuriøse salg i Lars Hansens karriere. Selv med en lav kvadratmeterpris er det sin sag at sælge en 300 år gammel fredet landsbyskole på 30 m2:

-Salget af Prins Carls Skole har været en virkelig udfordrende sag, hvor vi har skullet tænke kreativt. Den har ikke været let at sælge, selvom det nok er en af de billigste ejendomme, Freja nogensinde har sat til sat. Men det viser jo, at det ikke altid er prisen, det kommer an på, siger Lars Hansen med et glimt i øjet.

Andre nyheder

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside.

Acceptér Cookies
Læs mere om cookies
Læs mere om vores persondata