Første spadestik på Følager

I dag var der første spadestik på Følager ved Ny Ellebjerg Station i Valby, som kommer til at rumme op til 34.600 m2 boliger, erhverv, uddannelse, butikker mv.

Første del af bebyggelsen bliver 46 familieboliger, som opføres af boligselskabet Domea. Freja er bygherre på et råhus, der kan udvikles til butik eller anden udadvendt funktion mellem Domeas to boligblokke. På taget kommer der legeplads, haver og terrasser, som beboerne kan boltre sig på. Råhuset rummer 1200 m2 med tilhørende parkering, og Freja arbejder i øjeblikket på at finde en bruger til huset.

Visionen for området omkring stationen er at få et tæt byområde med alle byens funktioner lige fra store domiciler og små virksomheder til butikker, boliger og uddannelser. Derudover kommer pladser, torve, stræder og gyder til at skabe gode byrum. Følager ligger i Valby Syd – et område i rivende udvikling. Carl Jacobsensvej lige om hjørnet er allerede blevet hjemsted for mange kreative virksomheder, Grønttorvet på den anden side af Gl. Køge Landevej er ved at blive udviklet til et aktivt byområde og nu er første spadestik så taget til Følager. Som kronen på værket kommer opgraderingen af Ny Ellebjerg Station til en af landets største togstationer.

Frejas råhus og Domeas boliger er første del af Følager-projektet. Næste etape bliver et moderne plejecenter og ældreboliger. Derudover arbejder Freja på at tiltrække en uddannelsesinstitution til bebyggelsen.

Andre nyheder