Lucernemarken passer virkelig godt til LIFA. Det er nemt at komme ind til Odense Midtby og ud på motorvejen. Der er masser af kvadratmeter og gode udendørsarealer, der giver god plads til hele vognparken.

Salgschef i Freja ejendomme Per Kondrup

Efteråret byder på flere spændende salg i Freja

Efteråret viser sig fra sin gavmilde side. I Freja har vi solgt en stor ejendom i Randers, en tidligere jordemoderbolig i Ringe og udlejet en stor ejendom i Odense.

Østervangsvej 28 i Randers er en af de markante ejendomme, som har skiftet hænder.  Ejendommen har tidligere huset sygeplejeuddannelsen og blev en del af Frejas portefølje for flere år siden. Undervejs har Freja arbejdet med flere udviklingsscenarier blandt andet omdannelse af ejendommen til boliger og erhverv. I stedet blev det Region Midtjylland, som løb med ejendommen og købte de 2672 kvadratmeter til hospitalsformål.

-Vi er rigtig glade for, at regionen har fattet interesse for den tidligere sygeplejeskole. Ejendommen ligger lige ved siden af regionshospitalet, så det er let at skabe en forbindelse og få udnyttet de ekstra kvadratmeter til at styrke hospitalet, siger salgschef i Freja ejendomme Per Kondrup.

Godt match i Odense

Freja har også solgt den tidligere jordemoderklinik på Ringe Sygehus, som er blevet købt af en privat investor til udlejningsformål. Derudover har Freja udlejet en stor ejendom på Lucernemarken i Odense til landinspektørfirmaet LIFA, der opererer i hele landet. Ejendommen er oprindeligt opført til Teknologisk Institut og spænder over 2500 m2.

- Lucernemarken passer virkelig godt til LIFA. Det er nemt at komme ind til Odense Midtby og ud på motorvejen. Der er masser af kvadratmeter og gode udendørsarealer, der giver god plads til hele vognparken. Derudover er der en rummelig kælder, hvor de kan opbevare deres opmålingsudstyr. Det er et virkelig godt match, siger salgschef i Freja per Kondrup.

I LIFA er der også begejstring at spore over det nye lejemål. Virksomheden flytter fra trange lokaler i Odense centrum til en rummelig ejendom lige udenfor midtbyen.

-Vores nuværende kontor er ved at give en begrænsning i ansættelse af flere personer, derfor kommer flytningen perfekt i LIFA´s behov for vækst i Odense. Der er dobbelt så meget plads, som vi har i dag, så det bliver en stor forandring, siger seniorkonsulent i Lifa Lennart Hansen.

LIFA flytter først ind til nytår, da bygningerne først skal sættes i stand og opgraderes til en moderne arbejdsplads.

-Det er nogle rigtig flotte bygninger, som ikke fejler noget. Men de trænger til en kærlig hånd hist og her. Blandt andet skal vi opgradere en del af fællesarealerne, så det bliver mere moderne. Og så skal vi have lagt internetkabler ind, der kan trække noget data. Vi tidobler hastigheden, så vores medarbejdere kan få de bedste arbejdsforhold, slutter Lennart Hansen.

 

Andre nyheder

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside.

Acceptér Cookies
Læs mere om cookies
Læs mere om vores persondata