Tilbage til ejendomsvisning
Cortex Park

SYDDANSK UNIVERSITET

Syddansk Universitet er en uddannelses- og forskningsinstitution, som både spænder over klassiske universitetsfag og nye, innovative uddannelsesområder.

Universitetet blev startet i Odense i 1966 og er siden - gennem fusioner og stadig voksende søgning - blevet et af landets største universiteter.

SDU er kendetegnet ved et højt forskningsniveau, en stærk regional forankring, et internationalt udsyn og ikke mindst tusindvis af ambitiøse og engagerede studerende og medarbejdere.

En af universitetets markante styrker er det brede samfundsengagement. SDU arbejder bevidst på at styrke relationerne til det omgivende samfund, så universitetets viden og kompetencer kan gøre nytte i stadig flere sammenhænge. SDU vil derfor gerne indgå i samarbejder og partnerskaber, hvor universitetet kan skabe værdi sammen med virksomheder, organisationer og offentlige institutioner.

Naboskabet med det nye OUH og Cortex Park åbner nye muligheder samarbejde - ikke mindst inden for sundhed og velfærdsteknologi. Derfor styrker og samler universitetet i de kommende år sine Odense-aktiviteter.

De knap 20 ingeniøruddannelser og en stribe forskningsmiljøer, der i dag har adresse på Niels Bohrs Allé 1, er i 2015 rykket ind i nye tidssvarende bygninger på Campus Odense. Tre år efter følger de sundhedsvidenskabelige uddannelser og forskningsmiljøer, som ligger tæt ved OUH i Odense C, efter.