Illustration: We Architecture

Hybrider i Haderslev

Freja barsler med en plan for Haderslev Sygehus, der udnytter det gamle sygehus’ mange kvadratmeter til et væld af forskellige funktioner lige fra boliger og hotel til svømmehal og tennisbaner.

Lidt uden for Haderslev centrum ligger Haderslev Sygehus og skuer ud over den smukke Haderslev Dam. Dammen strækker sig over seks kilometer og er hjemsted for et enestående dyreliv med fiskehejrer, musvåger, fasaner, alliker og mange flere fuglerarter. Det rige naturliv og det smukke landskab har givet området status af et fredet paragraf 3 område.

- Haderslev Sygehus ligger i det smukkeste naturområde. Det siges, at flere patienter ligefrem tog kikkerten med, når de skulle indlægges. Så kunne de studere de mange forskellige fuglearter, mens de var indlagt. I dag ville du ikke få lov til at bygge sådan et sted, så det er en helt unik ejendom, vi har fået, fortæller projektleder Line Willacy. 

Patienttårn bliver stående

På trods af de naturskønne kvaliteter er Haderslev Dam knap nok synlig, når du ankommer til det gamle sygehus. Det er først på bagsiden, at den smukke natur åbenbarer sig. Derfor er en af Freja ejendommes ønsker at åbne den gamle sygehusbygning op, så naturen bliver synlig, så snart du drejer ind på området. Freja undersøger derfor om dele af basen kan rives ned, mens det imposante patienttårn kan få lov at blive stående.

- Haderslev Sygehus rummer mere end 60.000 etagemeter, så vi kan godt tillade os at rive noget af bygningen ned for at øge værdien af det bestående. Samtidig overvejer vi at bløde området op med en række nye byggefelter til moderne tæt lavt byggeri, siger Line Willacy.

Illustration: We Architecture

Mange funktioner under ét tag

Freja har hyret tegnestuen We Architecture til at hjælpe med at finde nye anvendelser for sygehuset. Arkitekterne har gennem de seneste måneder foretaget en række tekniske analyser af bygningen for at finde ud af, hvor man kan dele huset op i mindre enheder, og hvilke dele man kan rive ned uden at gøre skade på den resterende del af bygningen.

-Udfordringen er rent byggeteknisk at finde ud af, hvordan man kan lave en klassisk konvertering af huset og programmere det på ny. Det handler om at udvikle nogle realistiske scenarier og tiltrække investorer, der kan se sig selv som en del af projektet. De første investorer er med til at sætte kursen for, hvilken retning byggeriet skal gå, siger Marc Jay.

We Architecture, Freja og Haderslev Kommune har i fællesskab arbejdet med en række mulige scenarier, hvor flere forskellige brugere bebor huset. Arbejdet er mundet ud i et skitseprojekt, der viser forskellige eksempler på, hvordan de tomme kvadratmetre kan konverteres og få nyt liv som hotel, boliger, erhverv og rekreative formål.

Illustration: We Architecture

- I bund og grund vil vi skabe en hybrid med mange forskellige funktioner, som påvirker hinanden positivt og skaber et godt naboskab. Dele af patienttårnet kan bruges til hotel og konference, hvor gæster vil kunne drage stor fordel af den smukke udsigt ud over dammen. Andre dele af bygningen kan tages i brug af mindre firmaer, butikker, restauranter og rekreative funktioner som svømmebad, fitness eller tennisbaner på græsplænen bag ved hospitalet, forklarer Marc Jay, partner i We Architecture.

Skal tilføre noget nyt

Haderslev er en mellemstor dansk provinsby, som pludselig har fået tilført et stort ekstra antal kvadratmetre med det tomme sygehus. Det kan risikere at skrævvride udviklingen af byen, hvis en masse funktioner flytter fra midtbyen ud til sygehuset. Derfor har Freja og We Architecture fokus på at tænke i udviklingsmuligheder, der tilfører byen noget nyt og ikke kannibaliserer det eksisterende.

- Der er ingen tvivl om, at det er en stor udfordring at få udviklet en levedygtig businesscase og få skabt nyt liv i Haderslev Sygehus. Det er en stor samfundsmæssig opgave, vi skal løse, og det er en af de mest udfordrende opgaver, vi har haft i Freja. Men det er jo det, der gør det så spændende. Vi skal skrive et helt nyt manuskript for sygehuset, så det kan leve videre i rigtig mange år, slutter Line Willacy.

Illustration: We Architecture

Vi skal skrive et helt nyt manuskript for sygehuset, så det kan leve videre i rigtig mange år.

Line Willacy, projektleder i Freja

Andre cases